Tips & Fif

Klik her og få gode tips & fif til, hvordan du får mest muligt ud af din emhætte, og hvordan du sparer penge på emhættens energiforbrug.  Læs også om hvordan du nemmest gør emhætten ren.

 

SPARETIPS TIL EMHÆTTEN

 
En emhætte kan komme i mange udformninger – væghængt, lofthængt, skabsmonteret mv. Fælles for dem alle er, at de skal have optimale forhold for at fungere ideelt, give dig det bedst mulige indeklima og samtidig sørge for, at der ikke bruges mere energi end nødvendigt. Du får her et par ideer til, hvordan du får så meget ud af din emhætte som muligt.
 
  
Brug det rigtige trin
Emhætten bruger cirka 50 % mere energi, når den kører på højeste trin end på laveste. Derfor bør du altid bruge det lavest mulige trin, der kan holde madosen ude af køkkenet og kun lade den køre på fuld kraft, når du laver mad, der lugter eller oser kraftigt.
 
Rens filteret
For meget fedt i filteret på virker sugeevnen, og du bør derfor rengøre det jævnligt for at undgå, at emhætten må køre på et højere trin for at opnå samme effekt. Det øger både elforbrug og støjniveau.
 
Filteret rengøres nemt ved at give det en tur i opvaskemaskinen. Det bør dog ikke vaskes sammen med porcelæn eller metalredskaber, da det kan resultere i misfarvninger og pletter på dit service. Hvis filteret er meget fedtet, kan du i stedet lægge det i blød med opvaskemiddel eller brun sæbe og skylle efter med kogende vand.
 
Brug emhætten hver gang
Medmindre der er mados i hele køkkenet, kan man nemt glemme at tænde for emhætten. Gør det til en vane at tænde den uanset hvor lidt eller meget os og lugt, der udvikles fra maden. Den sørger nemlig for, at fedt og lugt ikke bliver hængende i møblerne eller på lofter og vægge. Derudover gør den underværker for dit indeklima ved at forhindre skimmelsvamp og problemer med fugt.
 
LED
Sluk lyset i emhætten, når du ikke bruger det. Hvis der er mulighed for det, kan du spare både penge og energi ved at skifte den almindelige pære i emhætten ud med en LED eller sparepære.
 
Få optimalt udbytte af din emhætte med aftræk
Renser din emhætte ved hjælp af aftræk, betyder det, at den beskidte luft suges ud i det fri og erstattes med ren luft. Ved at optimere brugen af denne type emhætte kan du opnå mange fordele såsom mindre strømforbrug, mindre madlugt og væsentligt mindre støj under madlavningen.
 
Det kan lyde underligt, men faktisk er det en god idé at tænde din emhætte 5-10 minutter, før du går i gang med madlavningen. På denne måde får den nemlig lov til at danne et undertryk, inden den for alvor skal til at arbejde. I den anden ende er det også en god idé at lade den køre på et middelniveau i cirka 15 minutter, efter du er færdig med madlavningen. Det får al lugt, os og fedtpartikler væk fra køkkenet.
 
Du bør desuden åbne en dør eller et vindue for at tilføre frisk luft til rummet, mens du tryller i køkkenet. Det optimale vil være med ca. 6 meters afstand fra emhætten, men det er selvfølgelig ikke sikkert, det lige kan lade sig gøre. Det vigtigste er bare, at luften ikke lukkes ind alt for tæt på emhætten, da det forstyrrer dens arbejde.
 
Brug din emhætte med recirkulation rigtigt
Renser din emhætte luften ved hjælp af recirkulation, betyder det, at den beskidte luft renses i et kulfilter og derefter sendes tilbage i rummet. En sådan type emhætte bruges ofte i lejligheder, hvor køkkenet ikke fra starten har være forberedt til en emhætte. Flere anbefaler da også, at denne type kun anvendes, når der ikke er mulighed for aftræk, og du skal være opmærksom på, at de også fungerer lidt anderledes. Det kræver nemlig, at alle døre og vinduer er lukket, mens emhætten kører. Du skal desuden være opmærksom på, at en emhætte med kulfilter ikke fjerner dampen i luften, som en emhætte med aftræk gør. Det anbefales derfor også, at kulfilteret udskiftes ca. én gang om året. 

LIDT EMHÆTTE-ØKONOMI

 
Det er ikke din emhætte, der koster dig meget i drift – det gør varmetabet til gengæld. Læs her om, hvordan du undgår ubehagelige overraskelser på varmeregningen.
 
Din emhætte er tilsluttet en almindelig stikkontakt og har en effekt på mellem 100 og 200 watt. Det er altså ikke selve driften af emhætten, der koster energi. Hvis du bruger din emhætte en time om dagen på højeste hastighed, vil den bruge omkring 6 kWh på en måned. Det varmetab, der kommer med udblæsningsluften, tæller meget mere på din varmeregning. Hvis din emhætte for eksempel udskifter 300 kubikmeter luft i timen, og udetemperaturen er på frysepunktet, vil energitabet koste dig ca. ½ liter olie eller 2 kilowatt i timen. Dit energitab ved ventilationen er med andre ord op til 15 gange større end elforbruget.
 
En emhætte, der udskifter en stor luftmængde pr. time, er dog ikke nødvendigvis en energisluger. Er den godt udformet, kan den klare jobbet på kort tid. En mindre effektiv emhætte skal køre i længere tid for at klare jobbet lige så godt.
 
Udsugning eller recirkulation?
Har du en udsugningsemhætte uden lukkespjæld, risikerer du et stort varmetab. Nogle udsugningsemhætter og emfang med centraludsugning kan tilsluttes varmegenvindingsanlæg. Har du den mulighed, kan du nedsætte dit energitab væsentligt.
 
Har du en recirkulationsemhætte uden lukkespjæld, er det dog ikke noget problem. Den sender nemlig den varme luft tilbage i køkkenet, og af den årsag undgår du varmetabet.

SÅDAN RENSER DU DIN EMHÆTTE

 
En fedtet emhætte kan være brandfarlig. Den nemme udvej til rengøringen er at bruge opvaskemaskinen og at skifte filteret fra tid til anden – så får du også en emhætte, der fungerer optimalt.
 
Løbende rengøring og vedligeholdelse er den nemmeste måde, du kan holde emhætten fri for fedt og madrester på. Derfor er det selvfølgelig en god idé at tørre din emhætte af hver dag efter brug, men du bør faktisk også rense filteret én gang om måneden. Jo mere fedt der er, jo mere brandfarlig bliver emhætten. Filteret kan forsigtigt tages ud af emhætten, og så kan du give det en tur i opvaskemaskinen. Er det meget snavset og fedtet, anbefales det, at du lægger det i blød med opvaskemiddel eller brun sæbe og skyller efter med kogende vand.

 
Gå til kurv