Tips & Fif

Klik her og få tips til, hvordan du sparer på fryserens energiforbrug og få en oversigt over, hvor længe maden kan holde sig på frost. Få også et par råd omkring optøning og nedfrysning af madvarer, og hvordan det går hurtigst. Desuden får du to måder til, hvordan du kan afrime din fryser.

SPARETIPS TIL FRYSEREN

Her får du et par tips til, hvordan du sparer på fryserens energiforbrug.

Tjek temperaturen i fryseren
Temperaturen skal være -18 oC. Hvis du bruger indfrysningsfunktionen til indfrysning af større portioner, så husk at slukke igen. Er temperaturen bare 2 oC under det anbefalede, øges elforbruget med 10 %.
 
Tø frostvarer op i køleskabet
Hvorfor bruge energi på at lade køleskabet producere kulde, når du kan få det gratis? Frostvarer, der tøs op i køleskabet, vil afgive den nødvendige kulde for en stund. 1 kg frostvarer giver 1 times gratis kulde i køleskabet.

SÅ LÆNGE HOLDER DIN MAD I FRYSEREN

 
Holdbarheden i fryseren varierer alt efter hvilken fødevare, der er tale om. Få svar på, hvor længe forskellige typer kød, frugt og grønt samt fisk kan holde sig. 
 
Det kan være en god idé at skrive dato og indhold på fryseposerne, så du har styr på, hvad og hvor længe det har ligget i fryseren. Bruger du plastikbøtter, kan du lægge en lille seddel ved.
 
Færdige retter: 1-3 måneder
 
Frugt og grønt
Grøntsager: 6-12 måneder, afhængig af emballagen og grøntsagstypen
Frugt og frugtprodukter: 10-12 måneder
 
Kød
Pølser: 2-3 måneder
Fedt svinekød: ca. 3 måneder
Magert svinekød: ca. 6 måneder
Hakket kød: ca. 4 måneder i fryseren, mens fars kun kan holde sig i 2 måneder
Røget kød: 4-6 måneder
Kylling: 8-10 måneder
Oksekød: ca. 10 måneder
Lammekød: ca. 10 måneder

Fisk
Røget fisk: ca. 3 uger
Fiskefars: 1-2 måneder
Fed fisk: 2-3 måneder
Mager fisk: 3-6 måneder

OPTØNING OG NEDFRYSNING


Her får du et par tips til, hvordan du bedst tør og nedfryser din mad.
 
Optøning
Al frossen kød, fisk og fjerkræ bør tøs op i køleskabet, da det både er det mest hygiejniske, men også fordi det giver den bedste kvalitet. Husk at lægge kødet i en skål under optøningen, da det nemt kan dryppe på andre madvarer i køleskabet.
Hvis det skal gå stærkt, kan du med fordel lægge kødet i en skål med koldt vand, inden du sætter det ind i køleskabet. Det går hurtigere, end hvis du lader det tø på køkkenbordet, og samtidig undgår du, at bakterierne på overfladen af kødet formerer sig.
 
Nedfrysning
Her får du fire tips til, hvordan nedfrysningen sker hurtigst muligt:
  • Pak så vidt muligt fryseren med flade pakker
  • Læg pakkerne direkte på hylderne i kontakt med kølefladen
  • Læg pakkerne, så der er luft imellem, indtil de er frosne
  • Indstil fryseren på maksimal indfrysning i kortere tid

AFRIMNING AF FRYSEREN

 
Medmindre du har en fryser med automatisk afrimning, er afrimningsarbejdet desværre ikke en opgave, du kommer udenom. Vi guider dig gennem processen skridt for skridt.
 
Rim opstår, når vi åbner døren eller låget til fryseren, og der slipper lidt luft ind. Det kan derfor ikke undgås, men vi råder alligevel til at gøre det til en hurtig proces, når du lægger varer ind i eller tager noget ud af fryseren. Uanset om det er en kumme- eller boksfryser, bør den afrimes 1-2 gange om året.
 
Selve afrimningen kan ske på to måder. Ved begge metoder skal fryseren slukkes og tømmes for indhold. Læg madvarerne i frysetasker eller pak dem forsvarligt ind i tæpper eller avispapir, så de ikke tør op. Den første metode til resten af processen er at hive fat i føntørreren og bruge dens varme luft til at tø rimen op. Bagefter kan du rengøre fryseren med rent vand og lidt universal- eller opvaskemiddel. Denne metode er nem, men ikke anbefalelsesværdig, da man ved hjælp af den varme luft meget nemt kommer til at ødelægge fryserens kølelegemer, hvis man blæser for længe på det samme sted. Derudover er det, som bekendt, bare heller ikke en god kombination med vand og elektricitet.
 
Den anden metode er lidt mere tidskrævende, men til gengæld undgår du risikoen for at ødelægge fryseren. Her sætter du ganske enkelt en skål med varmt vand ind i fryseren og lukker døren. Efter et par timer bør rimen være tøet op, og fryseren tørres af indvendigt. Dernæst kan du gøre den rent med lidt vand og universal- eller opvaskemiddel.
Gå til kurv