Tips & Fif

Klik her og få gode råd om, hvad du skal kigge efter, når du køber nyt køleskab, og hvordan du sparer penge på brugen i hverdagen. Læs også om, hvordan du slipper af med dårlig lugt i køleskabet, eller hvor det er bedst, du placerer de forskellige madvarer i skabet.

 

SPARETIPS TIL KØLESKAB OG KØLE-/FRYSESKAB

I gennemsnit bruger vi danskere 14 % af vores strøm på køl og frys. Få her et par råd om, hvad du skal kigge efter, når du køber nye hvidevarer, og hvordan du sparer energi i hverdagen.

Når du skal købe nyt, kan du som udgangspunkt overveje følgende:
 
Gå efter A++ eller A+++
Jo flere plusser, jo bedre er den for både miljøet og din pengepung. Du kan se det årlige energiforbrug på energimærket.

Separat køleskab og fryser
Separat køleskab og fryser er det mest energirigtige valg. Overvej også om behovet er til en stor kummefryser, eller om du kan nøjes med en mere energivenlig skabsfryser.

Digitalt termostat og display
Med en digital termostat og display kan du nemmere kontrollere, om temperaturen er rigtig. Hvis du køber et kombineret køle-/fryseskab, bør både køleskab og fryser have en termostat.

Vælg den rigtige størrelse
Overvej dit behov. En tommelfingerregel for køleskabe lyder, at det skal kunne rumme 100 liter for 1 person, og derefter yderligere 50 liter pr. person. Det vil sige, at en husstand på 4 personer har behov for et køleskab på omkring 250 liter, hvis de køber ind jævnt i løbet af ugen.
 
 
I hverdagen kan du gøre flere ting for at holde styr på energiforbruget:
 
Tjek temperaturen i køleskabet
Hold temperaturen i køleskabet mellem 3 og 5 oC
Holdbarheden af dine madvarer forkortes, hvis du hæver temperaturen. Sænker du derimod temperaturen, bruger køleskabet unødigt meget strøm. Faktisk stiger elforbruget med ca. 5 % for hver grad, temperaturen er under 5 oC.
 
Tjek temperaturen i fryseren
Hold temperaturen i fryseren på -18 oC
Elforbruget stiger med 2-3 % for hver grad, du sænker temperaturen i fryseren under 18 oC.
 
Optø frostvarer i køleskabet
Når frostvarer tøs op i køleskabet, afgiver det kulde til hele skabet. En tommelfingerregel lyder, at 1 kg frostvare afgiver 1 times gratis kulde til de resterende madvarer.

Tjek tætningsliste
Hvis ikke skabet lukker tæt til, kan det ses på elforbruget. Skift derfor tætningslisten, hvis den bliver slidt. 

HVOR SKAL JEG LÆGGE OSTEN?

 
Et køleskab har forskellige kølezoner, og det er derfor ikke helt ligegyldigt, hvor du lægger pålægget, agurken eller osten.
 
Nogle moderne køleskabe har en 0-zone, hvor temperaturen ligger på frysepunktet. Ved 0° C er det for koldt til, at bakterier kan formere sig. 0-zonen holder derfor varerne friske i tre gange så lang tid som ved +5 oC.
Kig eventuelt i brugsvejledningen til dit køleskab og fat termometeret og tjek temperaturen. Maden holder sig nemlig bedst, hvis den hverken har det for varmt eller for koldt.
 
+8 oC: Tilberedte fødevarer, kager, eksotiske frugter, smør, marmelade, mayonnaise, remoulade, gær, vin og øl.
 
+5 oC: Mejeriprodukter, juice, ost og æg. Grøntsagsskuffen er ofte placeret i denne zone. Her opbevares tomat, agurk, peberfrugter og eksotiske frugter, der er taget af.
 
0-zonen: Fersk kød, fisk, pålæg, bær, kål, salat, løg, champignon. Har dit køleskab ikke 0-zone, skal fødevarerne opbevares ved +5 oC.

KØLESKAB ELLER KØKKENBORD?

 
Det er ikke alle fødevarer, der har bedst af at komme i køleskabet, mens andre bliver dårlige, hvis ikke de gør. Læs med her og bliv klogere på, hvad der skal på køkkenbordet, og hvad der skal i køleskabet.
 
 
Æbler, blommer, ferskner, nektariner og pærer får andre frugter til at modnes hurtigere og gør f.eks. bananer brune. Opbevar dem alene i en skål. Æbler, pærer og blommer tåler også at komme i køleskabet.
 
Agurk, tomater, peberfrugter og kiwi holder sig bedst ved kølig opbevaring – gerne i en grøntsagsskuffe i køleskabet.
 
Porrer, bladselleri og forårsløg holder sig friske med ”fødderne” i vand i en vase eller kande på bordet.
 
Citrusfrugter: Søde appelsiner og mandariner foretrækker køleskabet. Sure citroner og grapefrugter skal have det lidt varmere i et svalt rum eller på køkkenbordet.
 
Hvidløg, salat, kål, champignon og gulerødder holder sig bedst i køleskabet.
 
Aubergine, avocado, banan, ananas, kartofler og meloner holder sig friske, hvor det ikke er for koldt. Det kan f.eks. være i bryggerset, i kælderen, på altanen eller i en skål på bordet. Når der er taget hul på eksotiske frugter som melon og ananas, har de bedst af at komme på køl.
 

SÅDAN FJERNER DU LUGTEN FRA KØLESKABET

 
Køleskabet skal helst ikke afgive en ubehagelig lugt, men måske synes du, du har prøvet alt for at slippe af med den. Her er dog et par tricks, du måske endnu ikke har afprøvet.
 
Gør du køleskabet rent cirka en gang i ugen, behøver du kun sjældent at kaste dig ud i den helt store og gennemgribende omgang. Vask det med vand og lidt opvaskemiddel og sørg for, at alt er tørt, inden du igen fylder køleskabet op.
 
For at finde årsagen til den ubehagelige lugt er det nemmeste at starte med at tjekke, om dine madvarer er opbevaret forsvarligt og i tætlukket emballage samt om holdbarhedsdatoen er overskredet. Derefter tjekker du for spildte madvarer, og du skal her være opmærksom på, at der kan samle sig snavs og rester i dryp-renden bagerst i køleskabet. Er det tilfældet, kan det forhindre fugten i at komme ud af kølerummet. Dryp-renden renses nemt ved hjælp af en vatpind eller en piberenser.

Afrimningsskålen kan være synderen
Er det ikke en af de typiske årsager, der er nævnt øverst, kan det meget vel være afrimningsskålen bagerst i køleskabet, der er synderen. Madvarer må ikke røre ved skabets bagvæg, da de fryser fast, og når isen smelter, vil mad og vand løbe ned i afløbshullet. Maden vil efterfølgende varmes op i afrimningsskålen og få det til at lugte grimt. I dette tilfælde vil det være nødvendigt at trække køleskabet ud og rengøre skålen. Husk også at rense afløbet inde i køleskabet med en vatpind eller piberenser. Derefter tømmer du køleskabet og vasker både selve skabet, dets hylder og skuffer grundigt med vand og sæbe. Vær sikker på, at hylder og skuffer er helt tørre, inden du sætter dem tilbage på plads, da fugt er grobund for skimmelsvamp.
 
Eddike-tricket
En skål med eddike i kølesektionen vil fjerne de fleste ubehagelige lugte i køleskabet. Alternativt kan du bruge desinfektionsmidlet Rodalon, men vær opmærksom på, at det ikke må blandes med sæbe eller andre rengøringsmidler. Det er desuden ikke en god idé at bruge klorin et sted, hvor der opbevares madvarer.
 
Prøv med ymer
Du kan også prøve med ymer – det kræver dog en lille smule mere arbejde end med eddiken. Først tømmer du kølesektionen og vasker den med en våd klud og lidt opvaskemiddel. Tag noget køkkenrulle og dyp det i ymeren og smør det på indersiden af køleskabet. Så sætter du hylder og madvarer på plads igen og lader det stå natten over. Næste dag tømmer du skabet igen og fjerner ymeren med en ren klud og vand.
 
Gå til kurv