Tips & Fif

Klik her og få et par tips til, hvordan du sparer på strømmen, når du bruger din tørretumbler, eller hvad du skal kigge efter, når du køber ny. Lær også hvad symbolerne på anvisningen betyder og find ud af, hvad der må komme i tørretumbleren og hvad der ikke må.

 

SPARETIPS TIL TØRRETUMBLEREN

Det er selvfølgelig det mest strømbesparende at tørre tøjet på tørresnoren i det fri. Det er imidlertid ikke altid, det kan lade sig gøre, så derfor har vi her samlet en række tips til, hvordan du ellers sparer på energien, når du bruger tørretumbleren.

Brug tørresnoren
Det koster penge hver eneste gang, du starter din tørretumbler. Har du en A-mærket tørretumbler, koster det dig ca. 6 kr. pr. gang, mens det er ca. 2. kr. pr. gang, hvis din tørretumbler er A+++-mærket. Hvis din tørretumbler er A-mærket, og du 3 gange i ugen i sommerhalvåret og 1 gang om ugen i vinterhalvåret fravælger tørretumbling, kan du spare ca. 360 kWh om året – svarende til 800 kr. Du kan derfor med fordel vælge tørresnoren i det fri så ofte, det kan lade sig gøre. Hvis du tørrer dit tøj indendørs, skal du huske at åbne vinduerne og lufte godt ud. En typisk vask fordamper nemlig over 2 liter vand, og det kan gå ud over dit indeklima.
 
Centrifugering
Det er en god idé at centrifugere tøjet ved den højst mulige hastighed før tørring, da det reducerer tørringstiden i tørretumbleren. Selve centrifugeringen bruger stort set ikke energi, og hvis du 3 gange om ugen tørrer tøj, der er centrifugeret ved 1.600 omdrejninger frem for 1.000 omdrejninger, kan du spare 140 kWh om året – svarende til ca. 310 kr.
 
Lad være med at overfylde
Kender du ikke din tørretumblers kapacitet, kan du finde svaret i brugsanvisningen. Fylder du mere tøj i maskinen end det angivne antal kilo, forlænger du tørretiden, får krøllet tøj og et højere elforbrug. Maskinens kapacitet er angivet ud fra tøjets vægt i tør tilstand, og hvis du vil være sikker på, at du ikke fylder for meget i tumbleren, er du nødt til at veje det først. Det behøver du ikke at gøre, hvis du ved, at din vaskemaskine og tørretumbler har samme kapacitet.
 
Rens fnugfiltret
Gør det til en vane at rense fnugfiltret før eller efter hver tørretumbling. Det gavner tørretiden, fordi den varme luft har svært ved at slippe igennem, hvis filtret er dækket med fnug. Der skal derfor produceres mere varm luft end ellers for at tørre tøjet.
 
Undgå ”overtørring”
Stop tumbleren, så snart tøjet er tørt. Hvis du har en elektronisk styret tørretumbler, sker det automatisk, men hvis ikke må du tjekke efter fra tid til anden. Overtørring bruger unødvendig energi og øger risikoen for, at tøjet krymper og krøller.
 
Brug tørrebolde
Tørrebolde er specialfremstillede bolde, der er medvirkende til, at luften cirkuleres mere effektivt, og tørretiden i nogle tumblere forkortes. Det sker ved, at boldene kan løfte og fordele tøjet, mens det tørres, så den varme luft kommer ind mellem tøjet.
 
Sortér tøjet
Nogle tekstiler kræver højere temperaturer end andre ved tørring. Sortér derfor tøjet efter type af tekstil og tør det ved den rette temperatur. For eksempel skal uld og akryl tørres ved væsentligt lavere temperatur end bomuld, og du kan derfor både forkorte tørretiden og forlænge dit tøjs levetid ved at sortere det, inden det puttes i tumbleren.
 
Varierer din elpris over døgnet?
Er du en af dem, der har timeaflæst elmåler og betaler mindre for strømmen om natten? Så kan du med fordel overveje, om det er her, du skal tørre tøjet. Måske har din tumbler indbygget timer, så du kan indstille den til at starte på et bestemt tidspunkt, og du slipper for at stå op midt om natten.

SPARETIP: GENBRUG VANDET FRA DIN KONDENSTØRRETUMBLER

 
En kondenstørretumbler samler fugten i vandbeholderen, og efter en stor omgang vasketøj kan der være helt op til 4 liter vand heri. Når vandet i tøjet fordamper, tager det ikke kalk og mineraler med, og derfor kan du sagtens bruge vandet til andre formål.
 
Kondensvandet indeholder ikke kalk, og det er derfor oplagt at bruge vandet til rengøring af badeværelset, hvor netop kalkrester kan være et problem. Kondensvandet er ligeledes oplagt til dit dampstrygejern, da det lader sig påvirke af vandets kalkindhold, og dit strygejern vil derfor elske at få tilført vand, hvor kalken allerede er fjernet. Oven i hatten slipper du for at skulle afkalke strygejernet, der i sig selv kan være en lidt besværlig proces. Endelig kan du bruge vandet fra kondenstørretumbleren til at vande dine blomster med. Sarte blomster som orkideer kan have godt af ikke at blive tilført de store kalkmængder, der findes i det almindelige vand fra vandhanen. Det kan dog være en god idé lige at lade vandet løbe gennem et filter først for at sortere tøjfibre og rester af vaskemiddel fra. Du kan sagtens bare bruge et almindeligt kaffefilter til rensningen.
 

NÅR DU SKAL KØBE NY

 
Det kan være svært at vide, hvad du skal gå efter, når du er på udkig efter en ny tørretumbler. Skal det for eksempel være en kondenstørretumbler eller en med aftræk – og hvad er forskellen overhovedet? Vi guider dig igennem de mange muligheder, så du er bedre rustet til at træffe beslutningen om, hvad der passer netop dig og din familie.
 
En tørretumbler med aftræk kræver en aftrækskanal, hvilket indebærer et hul i ydermuren. På grund af varmetabet herfra medfører den et højere energiforbrug sammenlignet med kondenstørretumbleren. Den primære grund til at vælge en aftræksmodel er typisk, at man allerede har haft en sådan model stående, da det kan være både dyrt og besværligt at få isoleret det gamle hul i væggen. Det kan dog også være en fordel med en aftræksmodel, hvis du skal have maskinen til at stå i et lille rum, hvor der ikke er den store mulighed for udluftning. Der afgives nemlig ikke fugt til rummet, fordi luften ledes direkte ud, og så tørrer den også tøjet en smule hurtigere end en kondenstørretumbler.
 
Kondenstørretumbleren er i dag den mest udbredte type, og der er derfor et større antal modeller at vælge imellem. Denne type tumbler opsamler fugten i luften, som tøjet tørres med, og ventilerer det ud i rummet. Du kan i princippet stille denne type tumbler lige der, hvor den passer ind i hjemmet, men du skal være opmærksom på, at den afgiver en del fugt til omgivelserne. Derfor er det en god idé at sørge for, der er god udluftning i det rum, den placeres. Den opsamlede fugt samles i en kondensbeholder, der skal tømmes regelmæssigt. Med nogle maskiner er det dog muligt at tilkoble en afløbsslange, så du slipper for at tømme denne beholder.
 
Uanset om du vælger den ene eller den anden type tørretumbler, bør du have energiklassen med i overvejelsen. Eksempelvis vil en tørretumbler med energimærke C og 7 kilos kapacitet koste dig i omegnen af 1.240 kr. om året, mens den med energimærke A+++ kun vil koste dig ca. 350 kr. Der er altså masser af penge at spare ved at kigge på energimærket og gå efter så mange plusser som muligt. Husk igen, at der er forskel på, om det er en kondenstørretumbler eller en aftræksmodel, og at sidstnævnte bruger mere energi.
 

HVAD BETYDER SYMBOLERNE PÅ TØJMÆRKET?

 
Symbolerne er med til at vejlede dig i, hvordan du bør tørretumble dit tøj, hvis det da overhovedet må komme i tumbleren. Men hvad er det nu lige de betyder?
 
 
Disse symboler gælder for tørretumbling og afbildes ved hjælp af en firkant med en cirkel indeni. En tom cirkel indikerer, at tøjet er egnet til normal tørretumbling, mens antallet af prikker inden i cirklen indikerer, hvilken temperatur du må tørretumble tøjet ved. Én prik er lav temperatur, to prikker mellem, og tre prikker høj. Er cirklen i stedet helt sort, skal tøjet tørres uden varme.
 
Er der streger under firkanten, angiver det, hvor skånsomt du bør tørre tøjet. Én streg kræver skånsom tørring, og to streger kræver meget skånsom tørring – ofte med et specialprogram.
 
Er der et kryds hen over symbolet, betyder det, at tøjet slet ikke bør puttes i din tørretumbler.

HVAD MÅ KOMME I TØRRETUMBLEREN?

 
Vi har her lavet en guide til dig, der er i tvivl om, hvilke materialer der må komme i tørretumbleren, og hvilke der ikke må.
 
Acetat
Acetat bliver nemt krøllet og er i det hele taget et af de mere sarte tekstiler. Det anvendes typisk til silkelignende tøj som slips og kjoler, og du bør undgå at lægge tøj af acetat i din tørretumbler.
 
Akryl
Akryl er lidt lettere end uld, men ellers ligner de faktisk hinanden, og ingen af delene har godt af varme, selvom akryl er et syntetisk fibermateriale. Du bør derfor ikke lægge tøj af akryl i tørretumbleren.
 
Bomuld
Bomuld har det helt fint med varme, og faktisk bliver det også blødt og lækkert af at blive tørret. Dog kan det stadig krympe en smule, så du bør for din egen skyld overveje at tørre dit bomuldstøj ved lav varme.
 
Hør
Hør kan sagtnes klare turen i tørretumbleren, men på grund af de mange cirkulationer inde i tromlen, opbygges en smule statisk elektricitet i tøjet. Denne elektricitet kan du undgå ved at bruge skyllemiddel, når du vasker dit tøj i vaskemaskinen.
 
Syntetisk tekstil
Ligesom hør kan tøj af syntetisk tekstil sagtnes klare at komme i tørretumbleren, men også her kan der opstå statisk elektricitet på grund af de mange bevægelser i tromlen. Igen kan du undgå det ved at vaske dit tøj med skyllemiddel i vaskemaskinen.
 
Uld
Uanset hvilken type uld, der er tale om, har det bedst af at blive vasket i hånden. Det bør derfor heller ikke kommes i tørretumbleren, da det ikke har godt af varme, og det meget nemt krymper.
 
Gå til kurv